Glædelig Jul og Godt Nyt År

Kære samarbejdspartnere,

Nu er det snart jul og et nyt år står for døren - en anledning til at kigge tilbage på året, som er gået.

 2009 har været et rigtigt godt år i Vejledningscentret. Den 24. september var en stor dag, hvor undervisningsminister Bertel Haarder overrakte Vejlederprisen 2009 til centrets vejledere. Den 30. september inviterede vi til fest i Globus1 og fejrede prisen med mere end 200 gæster.

”Vejlederne har været foregangspersoner for vejledning af unge af anden etnisk herkomst og deres forældre. Vejledningen foregår lokalt og prismodtagernes store engagement og utrættelige opsøgende arbejde – på næsten alle tider af døgnet – har sammen med kendskab til nærmiljøet og de unges kulturelle baggrunde, været væsentlige faktorer for arbejdet med netop denne målgruppe,” lød det blandt andet i begrundelsen for prisen.

 I 2009 har vi vejledt 202 unge i forhold til uddannelse, praktik og job – 180 af dem var i kontakt med os for første gang. Centrets korps af unge rollemodeller blev udvidet med 23 det sidste år og tæller nu 103 unge, ligesom vi har 60 forældreguider tilknyttet. 

 Foruden vores grundydelse har centret blandt andet haft følgende aktiviteter det forgangne år:

·         Etablering af en mentorordning og lektiecafe for unge

·         IT kursus for unge kvinder på arbejdsmarkedet og i uddannelse

·         ForældreWorkshop for at inddrage forældrene i forebyggelsen af, at deres unge falder fra ungdomsuddannelserne – og kurser i børneopdragelse/at forstå ungdomskultur og værdier

·         Rollemodellerne har været på 12 klassebesøg på forskellige skoler i hele Århus

·         Stand på Uddannelses- og jobmesse i DGI

·         Virksomhedsbesøg for områdets unge

·         Erfaringsformidling lokalt, nationalt og internationalt - bl.a. KLs netværk, Horsens UU netværk samt besøg af vejledere fra England, Holland, Spanien, Italien og Island

I løbet af foråret 2010 inviterer vi til forældrekurser/workshops og uddannelsesmesse – hold øje med vores hjemmeside for præcise datoer.

Vi vil gerne takke jer for det gode samarbejde i 2009, som i høj grad har været medvirkende til vores succes, og som vi håber at kunne udbygge og videreudvikle i 2010.

Glædelig jul og et godt nytår ønsker

Iman, Mahmoud og Ahmad

Vejledningscentret

Ved Brabrand Boligforening